Havet for længe siden er en særudstilling om havets historie og fortidens mest spektakulære havdyr. I udstillingen kan du komme helt tæt på fortidens giganter, som er vækket til live i form af modeller i fuld størrelse. Modellerne er lavet af profesionelle modelmagere ud fra den nyeste forskning på området.

Udstillingens omdrejningspunkt er 11 modeller af de mest spektakulære havdyr, der nogensinde har levet. Modellerne er i fuld størrelse og repræsenterer et udpluk af de mest betydningsfulde dyr i havets over 550 millioner år lange historie. Fra gigantiske skalbærende blæksprutter på størrelse med varevogne til den 11 meter lange megalodon – hvidhajens forfader.

Tag med på en undersøisk tidsrejse og mød modellerne her.

Monsterhajen megalodon 23 millioner år siden Maks. længde 15 m Modellens længde 11 m Megalodonen lignede sandsynligvis en hvidhaj. Det er ikke sikkert, hvor stor den blev, da man kun har fundet dens tænder. Megalodoner skiftede tænder hele livet, ligesom hajer i dag. Man har fundet forstenede tænder fra megalodoner over hele kloden. Vi ved derfor, at hajen har levet i de fleste verdenshave. Med det mægtige gab kunne monsterhajen flå store stykker af dens bytte og var derfor i stand til at spise hvaler, som var dens foretrukne bytte.

Kongeskildpadden archelon 70 millioner år siden Maks. længde 4,6 m Modellens længde 4 m Med en længde på 4,6 meter var kongeskildpadden på størrelse med en bil. Den var en langsom svømmer, som tilbragte næsten hele livet i vand, undtagen når den skulle lægge æg. Ligesom nutidens havskildpadder kravlede archelon nok på land for at lægge æg i sandet. De nyudklækkede skildpaddeunger måtte kæmpe sig forbi både havfugle og flyveøgler for at komme i sikkerhed i vandet.

Slangeøglen tylosaurus 85 millioner år siden Maks. længde 14 m Modellens længde 12,5 m Tylosaurer er måske det tætteste, man kommer på et ægte havmonster, og selv hajer måtte flygte fra slangeøglen, hvis de ikke ville ende på menuen. Tylosaurer tilhører en gruppe af havøgler, som hedder mosasaurer, som levede samtidig med, at dinosaurerne vandrede på jorden. Selvom tylosauren ligner en blanding mellem en haj og en krokodille, er den faktisk beslægtet med nutidens slanger og varaner. Ligesom dens slægtninge var spidsen af slangeøglens tunge delt i to.

Tårnblæksprutten cameroceras 470 millioner år siden Maks. længde 8 m Modellens længde 7,5 m Cameroceras var i toppen af fødekæden og levede af forhistoriske leddyr såsom trilobitter og havskorpioner. Tårnblæksprutten var beskyttet af en lang skal, der har været tung, og en cameroceras var langsom. Men hurtige dyr fandtes ikke endnu, og det meste liv kravlede på bunden og var et nemt bytte for den skalbærende blæksprutte.

Panserfisken dunkleosteus 358 millioner år siden Maks. længde 8 m Modellens længde 6 m For 358 millioner år siden var det fisk, der herskede i verdenshavene. På toppen af fødekæden var panserfisken dunkleosteus. Den kunne blive omkring 8 meter lang og var dengang verdens største fisk. Dunkleosteus tilhørte panserfiskene, en nu uddød gruppe af fisk. Den havde 5 centimeter tykke panserplader omkring hovedet. Selv øjnene var pansrede!

Den gående hval ambulocetus 48 millioner år siden Maks. længde 3 m Modellens længde 3 m Ambulocetus betyder ”gående hval”, og den er ganske rigtigt forfader til nutidens hvaler. Hvaler har stadig rester af deres forfædres ben, de er bare blevet til deres luffer. Ambulocetus levede det meste af livet i vand. Den var ikke særligt god til at gå på land og brugte i stedet benene til at svømme og måske til at gå på bunden ligesom nutidens flodheste.

Sværdfinnen xiphactinus 90 millioner år siden Maks. længde 6 m Modellens længde 6 m Sværdfinne eller Xiphactinus var kridttidens største fisk. Den var en hurtig svømmer, og med sin opadvendte mund jagede den alt fra fisk til havfugle. Xiphactinus foretrak at sluge sit bytte helt, men den kunne også holde fast i byttet med de lange tænder og derefter sluge det. En 4 meter lang xiphactinus kunne sluge en to meter lang fisk!

Havtusindbenet anomalocaris 505 millioner år siden Maks. længe 1 meter Modellens længde 1 meter Anomalocaris – eller havtusindbenet – er nok et af verdens første store rovdyr. Den havde et skarpt syn og fangede sit bytte med de to gribearme, som sad under hovedet. Meget tyder på, at anomalocaris har været en effektiv og hurtig svømmer. Halen har den brugt til at styre smidigt rundt efter sit bytte i vandet.

Fiskeøglen ichtyosaurus 180 millioner år siden Maks. længde 4 m Modellens længde 1,5 m Kig godt på fiskeøglen – hvilket dyr synes du, at den ligner? Hvis du tænker på en delfin, er du ikke den første, men i virkeligheden er ichtyosauren et krybdyr. Ichtyosauren havde denne kropsform mange millioner af år, før hvaler overhovedet fandtes. Ligesom nutidens delfiner og tunfisk havde fiskeøglen en krop, der var bygget til at svømme hurtigt igennem vandet. Man mener, at den levede af blæksprutter og mindre fisk.

Følg os

Har du nogensinde overvejet, hvordan det er at være dyrepasser på Nordeuropas største akvarium? Hannah er dyrepasser på Den Blå Planet og har taget et kamera på hovedet, så I kan se med, når hun blandt andet fodrer de store dyr i Oceantanken.

Hannah er dyrepasser på Den Blå Planet og arbejder i afdeling 3, der er hjem for Oceantanken, koralrevet og det tropiske rørebassin. For at invitere indenfor i en tid, hvor dørene er lukket for gæster, har Hannah haft et kamera i panden, så I kan se med, når hun blandt andet fodrer de store dyr i Oceantanken. Du kan se, hvordan det ser ud i videoen ovenfor.

Dagen starter i foderkøkkenet

Når Hannah møder ind om morgenen, går den første tid i akvariets foderkøkken. Her forberedes foder til alle dyr på Den Blå Planet, og der er meget, der skal gøres. Fisk tøes op og skæres i store og små stykker, rejer vaskes og sorteres, og muslinger gøres klar. Alt foderet vejes og sorteres i portioner til de forskellige dyr og akvarier.

Så skal der fodres

Når foderet er klar, kan Hannah gå i gang med at fodre. De første der får morgenmad, er fiskene i akklimatet – eller backstage-området om man vil. Her går blandt andet fisk, der endnu ikke er klar til at komme ud i udstillingen. Så kommer turen til rokkerne i det tropiske rørebassin inden murænerne, de giftige fisk, koralrevet og akvariet med de små munde får dagens første måltid.

Storfodringsdag

Oceantankens rokker fodres hver dag, men tre gange om ugen er det også fodringstid for både hammerhajerne, guitarfiskene og zebrahajerne. De store dyr fodres individuelt, så dyrepasserne kan holde øje med dyrenes trivsel og give vitaminpiller eller medicin, hvis der er behov for det.

Guitarfiskene kaldes op til overfladen ved hjælp af en lang stang, hammerhajerne kommer, når de ser en bold, og rokkerne reagerer, når der tændes ekstra lys.

I morgen er der atter en dag

En del af jobbet som dyrepasser er også at holde akvarierne rene for alger og vaske op og gøre rent efter dagens fodringer – og det skal gøres hver dag. Men det er heldigvis ingen sur pligt, for som Hannah siger:

”I morgen starter det hele forfra, og det glæder jeg mig til.”

Forrige

• 31. mar. - Familieforøgelse hos pindsvinefiskene
• 18. mar. - Velkommen til Havet for længe siden
• 11. mar. - Konæserokkerne får egen buffet
• 04. mar. - Velkommen til en helt særlig haj
• 18. feb. - Havodderne får “fastelavnstønde”

Følg os

I særudstillingen “Havet for længe siden” kan du møde et udpluk af de dyr, der levede i havet samtidig med dinosaurerne, efter dinosaurerne, men også lang tid før dinosaurerne gik på Jorden. Fortidsdyrene er lavet til modeller i fuld størrelse, du kan se og røre ved.

Når man tænker på fortidens dyr, tænker de fleste sikkert på dinosaurerne. Men dinosaurerne var landlevende dyr og levede ikke i havet. Med særudstillingen ”Havet for længe siden” vil vi fortælle historien om det liv, der har levet under overfladen både samtidig med dinosaurerne, men også lang tid før og efter.

I udstillingen kan man blandt andet møde havtusindbenet anomalocaris, der levede 450 millioner år før dinosaurerne uddøde, svaneøglen elasmosaurus der levede samtidig med dinosaurerne, og monsterhajen magalodon der levede efter dinosaurerne uddøde. Modellerne er i fuld størrelse og er lavet af nogle af de dygtigste skulptører, der specialiserer sig i botaniske rekonstruktioner.

Men hvorfor overhovedet have modeller i et akvarium?

“Ved at vise fortidsdyrene som modeller i stedet for fx at udstille skeletter, kommer vi helt tæt på de her dyr. Det er det tætteste vi kommer på en tidsrejse tilbage til den tid, hvor dyrene levede,” fortæller Rasmus Jakobsen, der er biolog og udstillingsansvarlig på Den Blå Planet.

”Grundideen i udstillingen er, at al liv er beslægtet, så selv om disse modeller ikke ligner os, så er vi faktisk forbundet med dem. Det kunne vi godt skrive eller animere på en væg, men det giver en langt større oplevelse, at du kan se og røre ved modellerne,” siger Rasmus Jakobsen.

Havets historie er også vores historie

Med særudstillingen ”Havet for længe siden” sætter vi fokus på havets vigtige rolle som livsskabende miljø og beskriver havets historie – fra livets begyndelse til den dag i dag.

Formålet med udstillingen er at vise, hvor rig en historie havet har, og at den historie har ført til det liv, vi kender i dag. Nutidens oceaner er en afspejling af 550 millioner års imponerende historie; en historie om den natur, der omgiver os, og som vi lever i lige nu. Selv vores egne kroppe gemmer denne historie og afslører vores slægtskab med fiskene, der gik på land.

Forrige

• 08. apr. - Kom helt tæt på fortidens giganter
• 18. mar. - Velkommen til Havet for længe siden

Følg os

Haj-operationer er ikke hverdagskost for en dyrlæge – heller ikke på Den Blå Planet. Alligevel har vi måtte operere en zebrahaj to gange på få uger.

Vi har igennem en længere periode været meget opmærksomme på vores ene zebrahaj han, der var så uheldig at blive bidt i halen. Det er højest sandsynligt en af de andre zebrahaj hanner, der har haft fat i ham, for det er ikke et typisk bid. Zebrahajers tænder er flade i stedet for spidse, så at blive bidt af en zebrahaj minder mest af alt om at få klemt halen i en dør og er altså mere et rigtigt hårdt tryk end et decideret bid. Men halen så skidt ud, og dyrlæge Kasper Jørgensen besluttede at se nærmere efter.

Første operation

Da dyrlægen undersøgte halen nærmere, kunne han se, at der var en del af vævet, der var dødt, og han besluttede at operere. Derfor åbnede han halen op, fjernede det døde væv og syede den sammen igen på en måde, så halen stadig var intakt. Håbet var, at zebrahajen kunne beholde hele sin hale. Den næste tid holdt vi skarpt øje med hajen, men der gik ikke længe før vi kunne se, at såret ikke helede op, som vi godt kunne tænke os. Derfor var det nødvendigt at amputere, altså fjerne, et stykke af halen, for at den kunne gro ordenligt sammen. Og hajen måtte tilbage på operationsbordet.

Andet forsøg

Når man skal skære i en haj, kræver det tålmodighed meget skarpe instrumenter, for hajens hud er ikke lige sådan at skære igennem. Du har måske hørt, at hajer føles lidt som sandpapir, når man rører ved dem – og det er ikke helt forkert. Hajers hud er nemlig dækket af noget, man kalder hudtænder, og det er dem, der føles som sandpapir, hvis man rører hajen mod tænderne. Hudtænder er skæl, der er lavet af det samme materiale som hajens tænder, og er derfor hårdt at skære igennem. Men det kan lade sig gøre, og dyrlægen fik skåret et stykke af halen og fik den syet sammen igen, så det kunne hele rigtigt op.

Det må ikke gøre ondt

”Det vigtigste for os, når vi opererer på vores dyr er, at det ikke gør ondt,” fortæller Kasper Jørgensen.

Det er svært at se på fisk, om de har ondt, så vi gør alt, hvad vi kan for, at hajen er ordentligt smertedækket. Det gør vi ved at lægge hajen til at sove med bedøvelsesmiddel i vandet, bedøve området hvor der skal skæres og også give hajen smertestillende, når den vågner. Da man ikke kan spørge patienten, hvordan den har det bagefter, må man holde øje med hajens adfærd: Spiser den, som den skal? Svømmer den, som den skal? Opfører den sig generelt, som den plejer? Og det gør den heldigvis.

Gælle haleløs

Halen er nu helet rigtigt op og infektionen er stoppet. Det kan måske virke voldsomt at skære et stykke af hajens hale af, men havde vi ikke gjort noget, kunne infektionen have spredt sig og i sidste ende taget livet af hajen. Zebrahajen, ved navn gælle, ser heldigvis ud til at trives fint uden spidsen af halen. Den kan både navigere, styre og holde farten i Oceantankens fire millioner liter vand.

Relateret

• 20. aug. 2020 - Sting til en uheldig ørnerokke
• 26. jun. 2020 - Syg hammerhaj kunne ikke reddes
• 01. apr. 2020 - Zebrahajerne lægger påskeæg
• 26. mar. 2020 - Zebrahajungen er ved at blive teenager
• 05. mar. 2020 - En uSÆDvanlig dag for to kæmperokker

Følg os

Amerikanske robotingeniører har undersøgt søhestens hale i håb om at finde inspiration til fremtidige robotter.

Søheste er en pudsig sammensætning af et hesteagtigt hoved, en rustning af benplader og en firkantet hale, som søhesten i modsætning til andre fisk ikke bruger til at svømme med, men derimod bruger til at holde sig fast til tang eller koraller. Mange dyr bruger halen til at gribe fat om ting. Det gælder blandt andet aber og kamelæoner. Men hvor mange dyr kan du komme i tanke om, der har en firkantet hale?

Den må være firkantet af en grund Søheste har hvad man kan kalde et ydre skelet eller en slags rustning omkring rygsøjlen. Deres krop er dækket af benplader, der beskytter fisken mod rovdyr, og det er disse plader, der giver søhesten dens firkantede udseende. Men på trods af det hårde ydre, er søhestens hale stadig utroligt fleksibel. Derfor besluttede amerikanske ingeniører fra Clemson University, Oregon State University og University of California at studere søhestens hale nærmere, da de mistænkte, at den firkantede form må have udviklet sig af en grund, og at det må give søhesten en fordel på en eller anden måde.

Billede fra Oregon State University

Mekaniske designs svarer på biologiske spørgsmål

For at teste deres hypotese byggede ingeniørerne computermodeller og 3D printede modeller af søhestehaler opbygget på samme måde, som søhestes hale er opbygget i virkeligheden. Men de byggede også 3D modeller af en søhestehale, som den havde set ud, hvis den i stedet havde været rund. På denne måde kunne ingeniørerne teste de to haler mod hindanden.

3D modeller af den runde hale mod den firkantede hale (Michael M Porter, Clemson University)

Testen viste, at den firkantede hale var langt stærkere og bedre kunne klare stød og slag, end den runde. Derudover var den firkantede hale bedre til at holde fast om ting, hvor den runde til gengæld havde større bevægelighed. Ved at kigge på naturen blev ingeniørerne altså klogere på fordelene ved en firkantet struktur i et gribeværktøj og kan tage den læring med videre i deres arbejde med robotudvikling – fx til at udvikle bedre robotudstyr til operationer eller bygge maskiner til redningsarbejdere, selvom det er langt ude i fremtiden.

I mellemtiden mener ingeniørerne i det mindste at have besvaret spørgsmålet om, hvorfor søhestes haler er firkantede, som de også har navngivet deres rapport ”Why the seahorse tail is square”.

Relateret

• 23. aug. 2018 - Oplev dansende heste på Den Blå Planet

Følg os

Når en zebrahaj-han skal tiltrække sig opmærksomhed fra det modsatte køn, bruger han en, for mennesker, lidt voldsom teknik – han bider hende i halen.

Dyreriget er fuld af historier om forskellige måder at tiltrække sig opmærksomhed fra det modsatte køn. Træfrøer synger smukke sange, påfugle klæder sig flot på, kuglefisk bygger sirlige reder i sandet, kænguruer viser sine store muskler frem og vi mennesker smiler kækt og inviterer på en øl eller to. Blandt hajer ser det en smule anderledes ud – hanner bider nemlig i hunnen.

Haps, du er min

På Den Blå Planet har vi to zebrahaj hunner, som har været ude af Oceantanken et stykke tid. Hunnerne har igennem en længere periode lagt æg, og ved at flytte dem væk fra Oceantanken undgår vi, at æggene bliver spist af sultne ørnerokker eller havskildpadden Gaia.

Læs også: Zebrahajerne lægger æg igen

Men nu er hunnerne færdige med at lægge æg for denne gang, og vi kunne flytte dem tilbage til Oceantankens fire millioner liter vand. Her blev de modtaget af akvariets hanner, der straks begyndte at flokkes om og bide i hunnerne. Det kan se voldsomt ud, men det er meget normalt blandt hajer at bide lidt i sin udkårne, og heldigvis er hajers hud så hård og tyk, at hunnen sjældent kommer til skade.

Hvad sker der så nu?

Vi er glade for at se parringsritualer blandt vores zebrahajer, for det betyder, at der igen er chance for babyhajer, når hunnerne begynder at lægge æg.

Æggget fra zebrahajen er det største i hajverden fra ovipare hajer, altså hajer der lægger æg. Efter parring lægger hunnen 17 cm store ægkapsler. Heri ligger et lille hajfoster, som vokser sig til dobbelt størrelse, inden den lille hajunge bryder ud. Hvis vi er heldige, vil vi derfor om noget tid igen kunnne finde store brune haj-æg i Oceantanken.

Forrige

• 27. maj. - Hvad robotingeniører lærte af søhestens hale
• 12. maj. - Zebrahaj på operationsbordet
• 08. apr. - Et indblik i en dyrepassers hverdag
• 31. mar. - Familieforøgelse hos pindsvinefiskene
• 18. mar. - Velkommen til Havet for længe siden

Følg os

Vi har skåret ruden over i skyttefiskenes akvarium, så du kan komme endnu tættere på de levende vandpistoler – og det kan blive en våd fornøjelse.

Skyttefisken lever i mangrovesumpe, hvor den jager insekter – men ikke dem under vandet. Ved at trykke sine gæller hurtigt sammen kan den affyre en vandstråle og skyde flyvende insekter ned, så skyttefisken kan få fat på dem. Men nu kan de også skyde efter besøgende på Den Blå Planet.

For at bringe vandets forunderlige liv endnu tættere på vores gæster, har vi skåret ruden over ind til skyttefiskenes akvarium, så man nu kan stikke hovedet helt ind i anlægget. Her kan man lugte mangroven, høre vandets rislen, spejde efter kamæleoner i træerne og måske opleve skyttefiskens indbyggede vandpistol på egen krop.

Du ligner en skydeskive

Selvom skyttefisk er eksperter i at spotte og nedskyde insekter over vandet, kan det også ske, at de tager fejl og skyder mod større mål: Besøgende for eksempel. Menneskers øjne kan nemlig ligne skinnende insekter for skyttefiskene, så det sker, at de skyder med vand mod hovederne på folk, der stikker hovedet ind over anlægget. Skulle det ske, kan du glæde dig over, at det ikke er kæmpe mængder vand, der skydes afsted og samtidig forundres over, at den lille fisk både kan se og ramme dig fra sin våde bolig.

En særlig evne hos skyttefisken er, at den er i stand til at tage højde for den vandforskydning, der er og stadig ramme nøjagtigt, når den kigger op på sit bytte gennem vandet. Faktisk kan skyttefisken skyde insekter ned, der er helt op til tre meter væk.

Ikke et rørebassin

Selvom det kan være fristende at stikke hænderne over ruden og ned i det lune vand, er det en dårlig ide. Akvariet er ikke et rørebassin, og både skyttefisk og de vestafrikanske mudderskildpadder, de deler bolig med, kan bide hårdt nok til, at det ikke er sjovt. Så hold hænderne oppe af vandet og nyd synet af de specialiserede fisk og deres værelseskammerater.

Forrige

• 03. jun. - Hvordan “flirter” zebrahajer?
• 27. maj. - Hvad robotingeniører lærte af søhestens hale
• 12. maj. - Zebrahaj på operationsbordet
• 08. apr. - Et indblik i en dyrepassers hverdag
• 31. mar. - Familieforøgelse hos pindsvinefiskene

Følg os

Begejstringen ville ingen ende tage, da en af vores ørnerokker forleden fødte en velskabt unge i Oceantanken. Det er ikke sket på Den Blå Planet i seks år, så vi kunne ikke være gladere.

Når en ørnerokke bliver ekstra rund om maven, er der to mulige forklaringer: Enten har hun fået for meget at spise, eller også er hun drægtig og venter sig en lille. En tidligere ultralydsscanning havde ikke afsløret tegn på drægtighed, så dyrepasserne var efterhånden ved at affinde sig med, at hun måske bare havde taget ekstra for sig af retterne ved Oceantankens tagselvbord.

Men en dag var der ikke længere nogen tvivl – Hannah, der er dyrepasser på Den Blå Planet, spotter en nyfødt unge på bunden af det fire millioner store akvarium. Og herfra skal det gå stærkt.

Ungen skal op

”Den her nyfødte lille sårbare ting ligger nede på bunden af Oceantanken, hvor der altså er mange forskellige rovdyr, som godt kunne se den som en middags-snack,” fortæller Sebastian, der er dyrepasser på Den Blå Planet.

Derfor handler det om at få ungen op så hurtigt som muligt. Og heldigvis var Sebastian allerede i dykkerudstyret – bare i den modsatte ende af akvariet. Han var i gang med at rense ruderne i koralrevet, da Hannah kaldte for at få ham op. Men der var ikke tid til at få udstyret af og på, så han tog turen gennem akvariet i fuld dykkermundering og fik hentet ungen uskadt op.

Stor nok til at klare sig selv

Ørnerokker lægger ikke æg som zebrahajer eller sømrokker. De er ovovivipare, hvilket betyder, at hunnen lægger æg, som befrugtes, udvikles og klækker inde i moderen. Ungerne fødes som levende unger, der er store nok til at klare sig selv – og det skal de også, for der er ingen pleje fra moderens side. Derfor vil mor og unge ikke savne hinanden, selvom man fjerner ungen lige efter fødslen, da det også ville ske i naturen.

Ungen blev undersøgt, målt og vejet, inden den blev flyttet til sit nye hjem bag koralrevet. Her kan man se den som gæst, den kan gå i fred og ro fra store rovdyr, og dyrepasserne kan give den lidt ekstra opmærksomhed. Ørnerokker fødes med en ”madpakke” fra ægget og begynder ikke at spise med det samme. Det var derfor til vores store fornøjelse, da ungen begyndte at spise, og nu spiser som den skal.

Relateret

• 20. aug. 2020 - Sting til en uheldig ørnerokke
• 05. aug. 2020 - Fang krabber på Den Blå Planet
• 23. jul. 2020 - Ørnerokke går direkte fra børnehave til vild gymnasieklasse
• 17. jul. 2020 - Legeland i havodderhuset
• 26. jun. 2020 - Syg hammerhaj kunne ikke reddes

Følg os

Glæd dig til swingende jazzkoncerter den 2. mandag i hver måned. Koncerterne er gratis, når indgangen er betalt, og har du årskort, kan du tage en ven med gratis.

På Den Blå Planet kan du opleve trompetfisk og guitarfisk, og nu kan du også glæde dig til igen at opleve musik i Nordeuropas største akvarium. Det nye jazzprogram byder på et hav af store danske jazznavne, der med garanti kan skabe de mest fantastiske lydbølger på Den Blå Planet.

Jazzen opstod som en rytmisk stilart i det sydlige USA tilbage i slutningen af 1800-tallet, og lige siden er der sket en enorm jazzevolution, sådan at der i dag er næsten ligeså mange jazzstilarter som fisk i havet.

Medbring en ven med dit årskort

Koncerterne vil foregå i TANG Bistro & Café og er gratis, når indgangen er betalt. Har du årskort, kan du tage en ven med gratis.

Praktisk information

Koncerten foregår i TANG Bistro & Café og er gratis, når indgangen er betalt.

Koncerten er siddende, og der er derfor begrænsede pladser. For at du kan være sikker på at få en plads til koncerten, bedes du reservere bord.

Bestil bord

Køb årskort

Jazzprogrammet

Mandag d. 12.07. 2021 Jakob Dinesen
Mandag d. 09.08. 2021 Jan Harbeck
Mandag d. 13.09. 2021 Christina Dahl & Blue Note Trio
Mandag d. 11.10. 2021 Lars Møller & Jazz Explorer Trio
Mandag d. 08.11. 2021 Oilly Wallace
Mandag d. 13.12. 2021 Jesper Thilo

Forrige

• 21. jun. - Jazzprogram 2021
• 17. jun. - Ørnerokke født på Den Blå Planet
• 10. jun. - Nu kan du komme endnu tættere på de levende vandpistoler
• 03. jun. - Hvordan “flirter” zebrahajer?
• 27. maj. - Hvad robotingeniører lærte af søhestens hale

Følg os

Forleden kunne vi bringe den glædelige nyhed, at der er født en ørnerokke på Den Blå Planet. Nu vi er så heldige, at der nu er født endnu en!

Begejstringen ville ingen ende tage, da en af vores ørnerokker forleden fødte en unge i Oceantanken.

Læs: Ørnerokke født på Den Blå Planet

Det er ikke sket på Den Blå Planet i seks år, så vi kunne ikke være gladere – troede vi. For få dage senere flyttede endnu en ørnerokkeunge ind på Nordeuropas største akvarium.

Tyk eller drægtig?

Dyrepasserne har længe holdt særligt øje med to ørnerokkehunner, som var blevet ekstra runde om maven. Da den ene rokke pludselig fødte en unge, besluttede dyrlægen og dyrepasserne at ultralydsscanne den anden for at se, om hun også var drægtig eller blot havde spist lidt for meget.

Selvom ørnerokker er drægtige og føder levende unger, lægger de stadig æg. De er ovovivipare, hvilket betyder, at hunnen lægger æg, som befrugtes, udvikles og klækker inde i moderen. Ungerne fødes som levende unger, der er store nok til at klare sig selv.

Ørnerokke til ultralydsscanning

Scanningen viste, at hun ikke bare var drægtig med en, men med hele to unger. For at undgå, at hun skulle føde i Oceantanken midt om natten, hvor vi ikke ville være der til at redde ungerne op, lod vi hende gå i slusen indtil hun fødte. Og vi ventede i spænding.

Dagene gik, og dyrlægen må have set rigtigt på scanningen, for hunnen fødte to unger som forventet. Men desværre var den en unge svag og klarede den ikke.

En lille og en stor

Men nu står vi med to ørnerokkeunger og det er jo helt fantastisk! Man skal ikke kigge længe på de to små rokker for at se, at ungerne er vidt forskellige – Den første unge er næsten dobbelt så stor som den anden. Men det er ikke så underligt, da den første unge var ”enebarn” og ikke skulle dele næringen med en bror eller søster.

Ørnerokkeunger spiser ikke de første dage af deres liv, da de har en ”madpakke” med fra ægget, men efter nogle dage begynder de at spise helt som de voksne. Vi er ekstra gode ved dem her i starten og fodrer mest med fed fisk som fx laks.

Ørnerokkeungerne kan ses gennem koralrevet, hvor de går i akvariet bagved.

Relateret

• 20. aug. 2020 - Sting til en uheldig ørnerokke
• 23. jul. 2020 - Ørnerokke går direkte fra børnehave til vild gymnasieklasse

Følg os

Nogle gange kan noget så simpelt som en vandslange fungere som berigelse – selvom den ikke er et hit blandt alle havodderne.

En måde at give havodderne en varieret hverdag på er ved jævnligt at præsentere dem for nye ting. Det kan være nye fodermetoder, nyt legetøj eller anderledes mad, som dyrepasserne bruger meget tid på at bygge og udtænke.

Men nogle gange kan noget så simpelt som en vandslange også bruges som berigelse

Nyt med brusebad

Det er ikke fordi, at der ligefrem mangler vand i havoddernes 230.000 liter store bassin. Men de fire oddere er ikke vant til, at vandet kommer oppefra. Derfor er vandet fra haveslangen noget nyt, havodderne kan undersøge og lege med – og det gør havodderen Agens, som ser ud til at elske, hver gang vandslangen findes frem.

Ikke et hit for alle

Selvom Agnes er glad for vandslangen, gælder det ikke alle havodderne. Mojoe er nemlig bestemt ikke fan. Når vandslangen findes frem, smutter han, og så kan Agnes nyde sit brusebad i fred. De yngre oddere Riggs og Dixon er lidt skeptiske, men nysgerrige på den våde aktivitet og deltager mere og mere, hver gang dyrepasserne tænder for vandslangen.

Se også: Gynge gav svingene begejstring hos havodderne

Heldigvis laver dyrepasserne mange andre berigelsesaktiviteter for havodderne, som Mojoe gerne deltager i, så han går ikke glip af det store. Desuden er havoddernes anlæg stort nok til, at alle odderne selv kan vælge, om de vil deltage eller ej, når dyrepasserne finder på nye ting.

Relateret

• 11. nov. 2020 - Gynge gav svingende begejstring hos havodderne
• 05. nov. 2020 - Halloween i havodder-land
• 14. okt. 2020 - Havoddertræning der giver pote
• 24. sep. 2020 - Havoddernes blå bog
• 17. sep. 2020 - Hvad siger en havodder?

Følg os

Det er ynglesæson i fuglefjeldet, og lunderne Fnug og Fanta er travlt beskæftiget med at bygge reder.

Lunder danner par for livet, og lunderne Fnug og Fanta har dannet par i årevis. De er i fuld gang med at bygge rede, og dyrepasserne har givet dem en redekasse til formålet.

I naturen graver lunder tunneller, som de bygger deres rede i. Derfor giver vi dem redekasser, som kan give samme hulestemning som en tunnel. Hvis lunderne ikke syntes om dem, kunne de bare bygge reden et andet sted, men både Fnug og Fanta og det andet par Axel og Foxy har taget redekasserne til sig, og er i fuld gang med at bygge rede af det strå, dyrepasserne har lagt ind til dem af samme årsag.

Kamera i kassen

For at følge med i redebyggeriet har vi sat et lille kamera ind i redekassen hos Fnug og Fanta, og herigennem kan vi se, hvordan de bygger reden af strå. På videoen kan man også høre lundernes kald, som de bruger til at kalde på deres partner. Lunder er monogame og plejer deres forhold blandt andet ved at ”kysse”, hvor de gnubber næbbene mod hinanden – en adfærd, der kun ses mellem partnere. Så de går altså ikke rundt og kysser på hvem som helst.

Slut med skjult kamera

Lunder er nysgerrige fugle, og kameraet blev også nøje undersøgt indtil det blev for meget for Fnug, og kameraet resolut blev båret ud af redekassen (sidst i videoen). Om hun blev træt af det eller blot ryddede op i reden er ikke til at sige, men ud skulle det i hvert fald, og dagen efter fandt dyrepasserne det på jorden, hvor hun havde efterladt det.

Nu bliver det spændende

Redebyggeriet er i gang, så nu venter vi spændt på at se, om lunderne lægger æg. Lunder lægger ét æg, og hannen og hunnen skiftes til at ruge på det, indtil det, hvis alt går godt, klækker, hvor parret også vil deles om ansvaret for at fodre ungen med småfisk. Efter ca. 40 dage forlader ungen reden og skal klare sig selv.

Følg os

Spørgsmål

Kære Brevkasse

Min kollega og jeg vil gerne vide, hvad en hval gør, når det klør på dens ryg?

Håber I kan svare og rigtig god dag
Thomas

Svar

Hej Thomas

Tak for din mail. For at kunne svare på dit spørgsmål, er det vigtigt at få på plads, om hvaler kan have følelsen af, at det klør på dens ryg. Og det kan den, så vidt vi ved, godt.

Når det sker, kan hvalen selvfølgelig ikke bare klø sig på ryggen som vi kan, men den har et par muligheder. Man har observeret hvaler gnubbe sig mod både uden aggresivitet, og man må tro, at de gør det for at klø sig. De har også muligheden for at gnubbe sig mod sandbunden de steder, hvor der ikke er for dybt. Det ser man også blandt fisk, der gnubber sig mod sandbunden eller mod hajers ru hud for at klø sig eller komme af med parasitter.

Hvis det ikke virker at klø sig mod noget, har hvaler endnu en mulighed. Hvaler har en del parasitter på sig, der kan klø og irritere huden. I et forsøg på at komme af med parasitterne, kan de springe op af vandet og lande igen. Hvis intet af dette er muligt, må den simpelthen leve med det.

Så hvaler har nogle muligheder for at klø sig på ryggen. Men pille næse, det kan de ikke!

De bedste hilsner

Med venlig hilsen
Lars Skou Olsen
Kurator og chef for forskning og naturbevarelse

Måske går du også og undrer dig over fiskenes liv, hvad de kan, og hvordan de fungerer. Her kan du stille spørgsmål om alt til Den Blå Planets eksperter. Spørgsmål og svar kan offentliggøres her på siden. Send dit spørgsmål til: brevkassen@denblaaplanet.dk.

Følg os

Selvom stillehavsblæksprutten ikke er fuldvoksen endnu, er den bomstærk og giver ikke sådan lige slip, hvis den ikke er færdig med at hilse på dyrepasserne.

Blæksprutter er meget forskellige, og den nyest ankomne stillehavsblæksprutte virker til at være en nysgerrig en af slagsen. Et personlighedstræk der blev meget tydeligt, da dyrepasser Rasmus var oppe og hilse på bløddyret en morgen – blæksprutten var nemlig ikke meget for at lade ham gå, da den først havde fået fat.

En armlægningskonkurrence man ville tabe med tiden

Blæksprutten i akvariet er ikke fuldvoksen endnu, men en voksen stillehavsblæksprutte kan løfte mindst 15 kg. med en enkelt sugekop. Med over 200 sugekopper per arm og otte arme i alt, kræver det kun lidt simpel hovedregning at forestille sig, hvor stærk sådan en er.

Den lille blæksprutte er ikke nær så stærk som en fuldvoksen sprutte, men som man kan se på videoen ovenfor, er den alligevel i stand til at holde godt fast på dyrepasser Rasmus, der som man måske kan fornemme, kun synes det er hyggeligt, selvom han kæmper lidt med at komme fri.

Smager sig frem

Blæksprutter smager med sine sugekopper, og kan derfor smage på noget eller nogen bare ved at røre med armene, og det er blandt andet sådan, vores blæksprutte genkender sine dyrepassere. Blæksprutten kan altså godt smage, at dyrepasseren ikke er en krabbe, og selvom Rasmus beder blæksprutten om ikke at spise ham, så er han ikke ligefrem på menuen. Blæksprutter spiser hovedsageligt krebs- og skaldyr og er særligt glad for krabber.

En god relation er vigtig

Sprutten er ny i akvariet, men der ser allerede ud til at være en god relation mellem dyr og dyrepasser – og det kunne ikke være meget bedre. Når blæksprutten er tryg ved dyrepasserne, er den både nemmere at vise frem, men vi vil også nemmere kunne tilse den, hvis den skulle blive syg.

Den tætte kontakt giver derudover mulighed for at aktivere blæksprutten med diverse udfordringer, som de kloge dyr har brug for, hvis de ikke skal begynde at kede sig og finde på narrestreger.

Relateret

• 07. feb. 2020 - Sådan arbejder vi med verdens største 8-armede blæksprutteart
• 04. jan. 2019 - Kan blæksprutter smide en arm?
• 04. dec. 2017 - Kender du blækspruttens frække arm?
• 26. maj. 2016 - Verdens blækspruttebestand vokser
• 10. aug. 2015 - Havkat – blæksprutte 0 – 1

Følg os

Vi har fulgt lunden Axel over et år fra slutningen af ynglesæsonen i august, til han ligger på rede i juli. Her kan man tydeligt se den forvandling, lunderne gennemgår fra ynglesæson til ynglesæson.

De fleste kender lunderne, eller søpapegøjerne, som de flotte sorthvide fugle med det farverige næb – men faktisk ser lunder kun sådan ud dele af året og går igennem noget af en forvandling fra ynglesæson til ynglesæson.

Ynglesæson er pyntesæson

Når ynglesæsonen starter, er lunderne som vi kender dem fra billeder – flotte sorte og hvide med farverigt orange næb. Her gælder det nemlig om, at se flot ud for sin mage. Men når ynglesæsonen er ovre, er der ingen grund til at gøre sig til for sin partner længere, og lunderne bliver mere grå og pjuskede hen over vinteren.

Når foråret melder sin ankomst og ynglesæsonen kommer tættere på, bliver lunderne igen flotte med skarpe sorte og hvide aftegninger. Forandringen er så stor, at forskere før i tiden troede, at en lunde i vinterklæder var en helt anden art.

Axel i April

Axel i februar

Månedligt besøg hos Axel

For at kunne vise jer forvandlingen, har vi besøgt lunden Axel hver måned i et år fra slutningen af ynglesæsonen i august, til han ligger på rede i juli.

Ved at følge den samme lunde over et år, bliver det tydeligt at se, hvordan han først bliver mere pjusket, så grå over vinteren for igen at blive lys med skarpe aftegninger i maj – klar til den nye ynglesæson.

Lunder skifter både dele af næbbet og fjerpragt fra ynglesæson til ynglesæson, så læg mærke til ændringer i både næb og fjerpragt, der vil være særligt tydelige.

Relateret

• 04. dec. 2019 - Axel den modige søpapegøje
• 23. aug. 2018 - Nyd lige vores lille lundeunge, der viser et vingefang på over 10 cm
• 09. aug. 2018 - Stor nyhed på 44 gram

Følg os

Monsterhajen megalodon er den største haj, der nogensinde har svømmet i verdenshavene. Men ny forskning tyder nu på, at kæmpehajen var endnu større end først antaget.

Hvis du endnu ikke har hørt om Monsterhajen megalodon, er det næsten en bedrift i sig selv. Som hvidhajens forfader og den største haj, der nogensinde har levet, har den haft hovedrollen i flere mere eller mindre gode Hollywoodfilm gennem årene – senest i filmen ”The Meg” fra 2018 med Jason Statham på rollelisten.

Megalodonen levede for 23 millioner år siden, og selvom der længe har været enighed om, at megalodonen er den største haj, der nogensinde har svømmet i verdenshavene, så har der været tvivl om, præcis hvor stor fortidshajen egentlig var.

Kun tænder tilbage i dag

Hajer er bruskfisk, og det betyder, at der ikke findes knoglefossiler af megalodonen, ligesom der gør af dinosaurer af den simple grund, at hajer ikke har knogler af ben, men derimod af brusk, som ikke fossileres og dermed bevares på samme måde som ben knogler. Derfor findes der intet skelet fra megalodonen, ligesom du måske har set fra en dinosaur på et naturhistorisk museum. Alle bud på fortidshajens størrelse er derfor lavet alene på baggrund af tænder. Megalodoner skiftede tænder hele livet, ligesom hajer gør i dag, og man har fundet forstenede tænder fra megalodoner over hele kloden.

Ny forskning med simple metoder giver resultater

Den hidtidige antagelse har været, at megalodonen var omkring 15 meter lang, men kunne blive op til 18 meter, men ny forskning viser, at det måske har været en underdrivelse. 20 meter er forskernes nye bud på monsterhajens størrelse, som altså er to meter længere end hidtil antaget.

Længden har forskerne beregnet ved at tage udgangspunkt i bredden på hajens tænder og derefter gendannet hajens mund ved at placere tænderne på deres oprindelige pladser. Metoden er så simpel, er forskerne næsten ikke kan begribe, at de ikke har tænkt på det noget før.

Selvom metoden er smart, er resultaterne stadig ikke helt skudsikre, da der er stor forskel fra hajart til hajart på, hvor tæt tænderne sidder på hinanden. Men uden et helt skelet, vil det nok ikke være muligt nogensinde at blive helt sikker på fortidshajens størrelse.

Kom helt tæt på den store fortidshaj

Hajer opstod for 450 mio. år siden. De har overlevet 5 masseudryddelser, og deres udseende har ikke ændret sig meget. I dag findes der over 400 arter af hajer, som er utroligt vigtige for vores økosystemer.

I særudstilingen Havet for længe siden kan du komme ansigt til ansigt med monsterhajen megalodon i fuld størrelse – men tænk engang: Modellen af megalodonen på Den Blå Planet er hele 11 meter lang. Det viser sig altså, at den kæmpe fortidshaj har kunne blive næsten dobbelt så stor!

Havet for længe siden

Udstillingens omdrejningspunkt er 11 modeller af de mest spektakulære havdyr, der nogensinde har levet. Modellerne er i fuld størrelse og repræsenterer et udpluk af de mest betydningsfulde dyr i havets over 550 millioner år lange historie. Fra gigantiske skalbærende blæksprutter på størrelse med varevogne til den 11 meter lange megalodon – hvidhajens forfader.

Læs mere om særudstillingen her

Relateret

• 18. mar. 2021 - Velkommen til Havet for længe siden
• 07. jul. 2016 - De moderne hajers oprindelse

Følg os

Ved at fryse havoddernes mad ned, skal de arbejde for føden – og her viser Agnes, hvordan sådan en nød skal knækkes.

Havoddere har hoved og poter skruet godt på, og det er der også brug for i naturen, hvor havoddernes føde hovedsageligt består af byttedyr med hårde skaller, fx søpindsvin, muslinger og snegle. Da nogle skaller er særligt svære at åbne, bruger havoddere nogle gange sten til at bryde dem op.

Og de får øvet sig nogle gange, for der skal meget føde til at gøre en havoddermave glad. Deres høje stofskifte gør, at de skal spise op til en fjerdedel af deres vægt i mad hver dag. Det vil svare til, at en voksen skulle spise 15-20 kilo mad pr. dag.

Frosne udfordringer

For at udfordre de kloge dyr, får havodderne på Den Blå Planet derfor ikke altid bare maden serveret. Dyrepasserne finder tit på forskellige måder at aktivere de fire dyr, så de skal bruge både tanke- og muskelkraft for at få fat i maden. En simpel men effektiv måde at få havodderne til at arbejde lidt for føden er ved at fryse maden ned.

Hvad siger du til en lækker is lavet på muslingesaft? Hvis du ikke er solgt, så er det fordi, du ikke er en havodder. De holder nemlig utrolig meget af is, og hvis isen så ovenikøbet er lavet af foder, så kan det næsten ikke blive bedre. Derfor er is tit en del af havoddernes foder og berigelse.

Naturtalenter

Havodderne hører til den lille gruppe af dyr, som også indebefatter delfiner, mennesker og krager m.fl., som bruger redskaber. Det viser sig især, når havoddere bruger sten til at åbne skaller.

Som man kan se i videoen, benytter havodderne ikke sten til at knuse isen i mindre stykker – De bruger i stedet bassinkanten, som vi må håbe er bygget ordentligt, for den får godt nok nogle tæsk. Havoddere jager på havbunden, men vender altid tilbage til overfladen for at spise. Her flyder de rundt på ryggen og bruger brystet som bord, som Agnes så fint illustrerer i videoen ovenfor.

Relateret

• 23. dec. 2020 - Jul hos havodderne
• 11. nov. 2020 - Gynge gav svingende begejstring hos havodderne
• 05. nov. 2020 - Halloween i havodder-land
• 14. okt. 2020 - Havoddertræning der giver pote
• 24. sep. 2020 - Havoddernes blå bog

Følg os

En bars havde vokset sig for stor til Tivolis akvarium, og er nu flyttet ind på Den Blå Planet. Men det var en våd fornøjelse at få flyttet den store fisk, og både dyrepassere og kameraet fik sig en gang vand!

Queensland-barsen (Epinephelus lanceolatus) er en af de største benfisk i koralrevene og kan blive næsten tre meter lang og 400kg tung. Men selv en bars på 20 kg. har en vis størrelse, og sådan en boede indtil for nyligt i Tivolis akvarium. Her var pladsen dog blevet for trang til den store fisk, så vi hentede barsen i den gamle have og flyttede den til Kastrup, hvor den nu skal bo i fire millioner liter vand sammen med både hammerhajer, muræner og ørnerokker.

Men det var lettere sagt end gjort.

Skiftetøj til våde dyrepassere

Selvom dyrepasseren i videoen ovenfor er iklædt Tivolis t-shirt, er det en af Den Blå Planets egne dyrepassere, I kan se. Han måtte låne tørt tøj i Tivoli, da barsen allerede der havde gjort et tøjskift nødvendigt.

Den nye t-shirt var dog ikke tør længe, da barsen endnu engang formåede at sprøjte vand ud over det hele, som man kan se i videoen, hvor både dyrepassere og kameraet fik sig en gang vand.

Se også: Vild video: Kæmpefisk på operationsbordet

Plads at vokse på

Men det lykkedes at få indfanget den store fisk og få den flyttet til Oceantanken. Her er der plads at vokse på, hvor tilflytteren skal bo sammen med både kartoffelbars, goliatbars og andre Queensland-barser i de fire millioner liter vand – barser, der alle er mere end dobbelt så store som den nyankommne.

Forrige

• 19. aug. - Frosne fiskesnacks giver havodderne noget at tygge på
• 29. jul. - Lundens årlige forvandling
• 14. jul. - Blæksprutte vs. dyrepasser
• 07. jul. - Kom med ind i lundernes redekasse
• 30. jun. - Brusebad til pelsede pattedyr

Følg os

En ny pip-lyd i Fuglefjeldet gjorde dyrepasserne opmærksomme på en glædelig overraskelse – en ny lille rideunge.

I oktober flyttede syv rider ind i Fuglefjeldet på Den Blå Planet. Riderne kom fra et engelsk akvarium, der desværre var gået konkurs på grund af corona-krisen og fik nu nyt hjem i Kastrup. De nye beboere indtog straks anlæggets stejle klippesider og er siden faldet godt til. Så godt, at vi nu kan byde endnu en ride velkommen – nemlig en lille unge. Og det var en overraskelse, da vi slet ikke vidste, at den nye mor havde lagt æg.

Se også: Syv nye beboere i Fuglefjeldet

I ly for nysgerrige blikke

Når rider bygger rede, både i naturen og på Den Blå Planet, bygger de gerne på stejle klipper, hvor æg og unger vil være i sikkerhed for rovdyr. Det er rigtig smart i naturen, men på Den Blå Planet er der ingen rovdyr. Til gengæld var reden var i ly for nysgerrige blikke.

Den del af Fuglefjeldet, hvor riderne valgte at bygge rede, ligger utilgængeligt for dyrepasserne, hvis de da ikke skal finde klatreudstyret frem. Derfor havde ingen opdaget, at riderne lå på rede eller havde fået en unge, før vi hørte en ny lyd i anlægget. Og der sad den – den nye unge. Helt fin og pjusket.

En mudret affære

Over sommeren har dyrepasserne lagt redemateriale i form af mudder og strå ind i Fuglefjeldet, så både rider og lunder kunne bygge reder. Mudderet er særligt til riderne, da de bygger deres reder med mudder, planter og afføring.

Noget særligt for rider er, at ungerne er hvide. Det er ret særligt, da de fleste unger klækker i en farve, der gør dem godt camoufleret. Men da riderens reder lægger på stejle klippesider, hvor rovdyr ikke kan komme til, er der ingen grund til at komme til verden i camouflage-dragt og riderne er derfor hvide allerede fra begyndelsen.

Rutinerede forældre

Hos rider deles forældrene om ansvaret for ungen, og de vil derfor begge ruge, fodre og passe på ungen, indtil den efter ca. 5 uger flyver fra reden. Riderne har klaret både redebygning, æglægning og udrugning til UG, og det er første gang, det er lykkedes at få fugleunger i Fuglefjeldet helt uden dyrepassernes indblanding.

Og det er slet ikke så underligt, da det er et par rutinerede forældre, vi har med at gøre. Riderne har ynglet før i deres gamle hjem i England, så vi håbede selvfølgelig også, at det kunne ske hos os, men at vi allerede er så heldige første år, havde vi slet ikke turde regne med.

De garvede forældre ser heldigvis ud til at have helt styr på det, da ungen ser sund og rask ud og vokser i lyntempo – helt som en fugleunge skal.

Relateret

• 08. okt. 2020 - Syv nye beboere i fuglefjeldet
• 23. aug. 2018 - Nyd lige vores lille lundeunge, der viser et vingefang på over 10 cm

Følg os

Fødslen af ørnerokkeungerne har sat gang i en masse praktisk arbejde for at finde ud af, hvor ungerne skal bo i fremtiden – det er nemlig ikke sikkert, at de skal blive på Den Blå Planet. Det afhænger af, hvor de vil være bedst for hele bestanden af ørnerokker i de europæiske akvarier.

I sommer var vi så heldige, at to ørnerokkehunner fødte unger lige efter hinanden, og de små kan nu ses på Den Blå Planet, hvor de bor bag koralrevet.

Se også: Ørnerokke født på Den Blå Planet

Men med fødsler kommer også en masse praktisk arbejde. Det gælder hos mennesker, men det gælder faktisk også, når det er ørnerokker, der kommer til verden. Her er det bare ikke barnevogn, pusleplads og autostol, man skal have styr på, men derimod er det ret vigtigt at finde ud af, hvem der er forældre til de ungerne.

Målet er sunde rokker

Når en ørnerokke kommer til verden på et akvarium, så bliver den ikke kun en del af akvariets rokker – den bliver faktisk en del af den store flok af ørnerokker i alle europæiske akvarier.

”Et af de ypperligste formål, når man har dyr, som vi har dem, det er ikke at få dannet indavl,” fortæller Kasper Jørgensen, dyrlæge på Den Blå Planet.

Derfor sidder der en avlskoordinator, som er ansvarlig for at holde styr på hele bestanden af ørnerokker i europæiske akvarier og deres genetik – og som flytter rundt på dem, hvis det er nødvendigt for at sikre en sund bestand.

Se også: Endnu en ørnerokke født på Den Blå Planet

DNA-prøver

Derfor er det vigtigt at have styr på stamtavlen, og med tre hanner i akvariet ved vi ikke hvem, der er far til ungerne. Vi ved, hvem moderen er, da vi ser hende føde ungerne. Men vi er ude i en faderskabssag på den anden side.

Derfor tager vi DNA-prøver på rokkerne for at få afgjort, hvem de er i familie med, og på en ørnerokke tager man sådan en fra rokkens pig. Piggen sidder ved halen, hvor rokken bruger den til at forsvare sig med. Der er ikke mange nerver i piggen, og vi kan derfor klippe et stykke af uden bedøvelse og uden ubehag for rokken – og så vokser piggen endda ud igen med tiden.

Fremtiden

Når vi får svar på DNA-prøverne, er det op til avlskoordinatoren at finde ud af, hvor det er bedst for den europæiske bestand af ørnerokker, at ungerne skal bo fremadrettet. Så selvom ungerne er født på Den Blå Planet, er det ikke ensbetydende med, at de skal blive her. Hvis det bedste for den store population af ørnerokker er, at ungerne fx flyttes til Italien, jamen så flytter vi dem til Italien.

Målet er at have en bestand af sunde og raske rokker i europæiske akvarier, og det er vi meget glade for at kunne bidrage til gennem fødslen af de to ørnerokkeunger på Den Blå Planet.

Forrige

• 02. sep. - En glædelig overraskelse i Fuglefjeldet
• 26. aug. - Våd flytning af kæmpefisk
• 19. aug. - Frosne fiskesnacks giver havodderne noget at tygge på
• 29. jul. - Lundens årlige forvandling
• 14. jul. - Blæksprutte vs. dyrepasser

Følg os